Torsdag, 14. januar 2021

Ca. 200 ord fra præsten

Ca. 200 ord fra præsten... så længe gudstjenesterne er aflyst. Lisbeth Rasmussens skulle have haft gudstjeneste 17. januar, og skriver derfor her...

17. januar 2021, 2. søndag efter Helligtrekonger

En bryllupsfest. Mange mennesker, dans, snak, latter, lystig stemning. God mad og god vin. Forestil jer lige det.

Jeg er næppe den eneste, der længes efter tiden, hvor sådan en fest bliver mulig igen. Det er i mine tanker lige nu, fordi fortællingen om Jesus der forvandler vand til vin, og som er evangelieteksten til denne 2. søndag efter Hellig tre konger, foregår til et bryllup. I Kana. Udover sikkert en masse andre gæster er Jesus til stede, samt hans disciple og hans mor. Forvandlingsunderet kommer i stand, fordi vinen slipper op, og Jesus’ mor henvender sig til ham med det formål at få ham til at ’gøre noget’.

Problemet kunne vel være løst, sådan som man plejer at løse den slags problemer; f.eks. ved at købe mere eller låne hos familien eller naboen, men her løses det altså ved, at Jesus forvandler de seks kar med vand, som efter jødisk skik skulle bruges til renselse, til vin. Vel at mærke til bedre vin end den, der hidtil er blevet serveret. Det konstaterer skafferen, som efterfølgende smager på vinen, og han undrer sig til brudgommen over, at den gode vin serveres til sidst i stedet for først, som det ellers er skik. Ingen andre gæster har tilsyneladende bemærket, hvad der er sket, og spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen, der har nået at opdage, at vinen var sluppet op, før der igen var masser af den?

Næppe. I hvert fald ikke nok til, at det hverken er selve problemet eller årsagen til forvandlingsunderet, der er det centrale i fortællingen. Og heller ikke underet i sig selv – der er jo ingen, der ser det. Men underet er, fortæller evangelisten os til sidst, noget Jesus gjorde ”som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed”. Dét er det centrale.

Underet er altså et tegn, der åbenbarer eller afslører for os, hvem Jesus er – at han er Guds søn – og dermed, hvor stor – og herlig - han er. Og det selvom vand-til-vin-underet ikke umiddelbart synes af meget taget i betragtning, hvad Jesus senere udretter og gør af undere. For i al sin lidenhed er det et tegn, der peger på det største forvandlingsunder af alle, nemlig påskens forvandlingsunder, hvor Jesus dør på korset, men på tredje dag opstår fra de døde. Og således forvandler død til levende. Til tro og håb for os.

Spor – eller tegn(!) - i fortællingen hjælper os på vej til at se dette. Brylluppet foregår således på den ”tredje dag”, svarende til opstandelsens dag, og Jesus’ lidt kryptiske svar til sin mor: ”Min time er endnu ikke kommet”, hentyder vel til den time ud i fremtiden, som faktisk bliver Jesus’ sidste, hvor han spiser sit sidste måltid med sine disciple.

Ved det måltid bruger Jesus netop vinen til at indstifte den nye og åndelige måde at renses på. Når vi går til nadverbordet, hvad vi desværre ikke kan i dag, sker der et forvandlingsunder med os, idet nadveren lader os få del i Guds herlighed.

Når vi knæler ved nadverbordet er vi forberedt på Guds nærvær; vi søger det og ønsker det i hvert fald, men bryllupsfestens vand-til-vin-under er måske også et tegn på Guds nærvær, også når vi ikke opdager det, men bare undrer os over, hvor godt vinen pludselig smager, og hvor herlig verden pludselig viser sig at være, uden vi kan forklare hvorfor.

Sådan som vi ind imellem kan opleve det i små lykkelige stunder. Til en bryllupsfest f.eks. eller sådan, som jeg oplevede det forleden, hvor jeg på en løbetur så – ja, et brudepar faktisk. Heller ikke her var det kun brudeparret i sig selv, der pludselig åbnede verden for mig, men særligt det, de var et tegn på. I min bevidsthed.

Jeg så dem, da jeg rundede Moesgaard Museum. De stod tæt omslynget i det lille klokketårn foran den lille norske stavkirke, som står ved foden af museet, og poserede for en fotograf, der for sit vedkommende stod nogle meter fra – udenfor – og kæmpede med at holde både kamera og paraply, for naturligvis var vejret, som det så ofte har været de seneste par måneder; koldt, blæsende, regnfuldt og gråt.

Men dér stod de – i deres fine og tynde bryllupstøj og holdt om hinanden, trodsende både vejret og corona. Måske sluttede deres bryllupsfest der, eller måske skulle de hjem og fejre den med fem udvalgte. Deres tøj taget i betragtning har der nok oprindelig været lagt op til en større fest, og måske har de endda udskudt både vielse og fest op til flere gange.

Det sidste er ren spekulation og gætværk, og egentlig heller ikke relevant for oplevelsen af det lille optrin, der altså i min bevidsthed blev til en manifestering af det, Paulus opfordrer til i den epistel, der også hører dagen til. At kærlighed i enhver form er det kit, der skal binde os sammen, bl.a. ved at være ” glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.”

Det var lige præcis det, jeg så i de to menneskers tydelige kærlighed og trodsighed for omstændighederne: Glæde, udholdenhed og vedholdenhed. De var som et billede på glædens og kærlighedens sejr over det mørke og den tristesse, man godt kan synes har lagt sig over landet – og som mange af os føler hver især.

Glæde, udholdenhed og vedholdenhed er desuden ord, de nok kan få gavn af at huske i deres kommende ægteskab, ligesom det er ord, vi alle kan have brug for at høre og tage til os, særligt i denne tid.

Brudeparret forårsagede den lille forvandling i mit sind, fra følelsen af ensomhed og tristhed på en kold og grå dag, til glæde. Forvandlingen skete endda uden, at vi var i egentlig kontakt med hinanden udover den lykønskning, jeg spontant nåede at råbe til dem. Lykønskningen var ubetydelig i forhold til hvad jeg fik: Tegnet på at det er i det levede liv med hinanden, vi oplever åbenbaringen af Guds nærvær. Når vi efter Paulus’ formaninger holder os til det gode og er hinanden hengivne. Når vi er glade i håbet, udholdende i trængslen og vedholdende i bønnen, ja så opstår pludselig muligheden for at få del i og mærke Guds herlighed. Så kommer der pludselig god vin på bordet. Og dagen er en fest.

God søndag. Amen.

Teksterne til denne 2. søndag efter Hellig tre konger er følgende:

  1. Mos 33,18-23

Rom 12(6-8)9-16a

Joh 2,1-11

 

Vi glæder os til fremover at se jer i kirken til korte andagter af en halv times varighed, søndage kl. 10:00. Se mere på kirkens hjemmeside og her på siden.

Sognepræst Lisbeth Rasmussen

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

NYTÅR 2021

Ved årsskiftet befinder vi os i et tomrum mellem allerede forbi og endnu ikke begyndt.

At brænde fyrværkeri af var da også oprindelig en besværgelse, et forsøg på at skræmme det djævelskab bort, som især ved nytår truede med at erobre tomrummet mellem det gamle og det nye. For djævelskab- vi kunne også kaldet det tvivl, vankelmod, frygt- truer altid med at erobre tomrum. Det skulle fyrværkeri eller potten mod døren stive os af til at stå imod.

Men: intet er sikkert, bliver det aldrig og har aldrig nogensinde været det. Derfor lavede én af vores første lutherske salmedigtere, Hans Christian Sthen, i 1589 en salme- og bønnebog beregnet til at tage med på rejse.” En liden vandrebog” – hedder den. Når man drog hjemmefra, var der så mange farer, at man måske ikke vendte levende hjem igen. Det vidste enhver.

Det er så lang tid siden, at det næsten kunne være løgn og det er så lang tid siden, at samfundet dengang ville være nærmest uigenkendelige for os. Men livsvilkårene har ikke ændret sig en tøddel- derfor står nogle af Sthens salmer fra vandrebogen stadig som nogle af de mest centrale i Den ny Salmebog: ” Du Herre Krist, min frelser est” – ” Den mørke nat forgangen er”- ” Et trofast hjerte, Herre min”- ” Guds nåde højt jeg prise vil” – ” O, Guds ske lov til evig tid for al sig godhed og nåde”.

På almindelige gennemsnitsdage, hvor tragedie og sorg holder sig borte, da går det nemt sådan, at også evangeliet holder sig- om end ikke borte-så dog ude i synsranden som et fjernt akkompagnement til julefest og nytårsfest. Evangeliet angår nok nogle, dét ved vi godt, ,men det er, som om vi ikke selv behøver det. Det bliver en fjern historie, som vi i vores velaflagte liv ikke har brug for på den måde. Det er ikke livet om at gøre.

Men så sker dét, som river os ud af denne søvndyssende tilfredshed- i den enkelte familie, i det enkelte land, i en hel verden- det ufattelige og forfærdelige, som vi slet ikke aner, hvad vi skal stille op med. Pandemien- Covid 19- ramte os som et lynnedslag. Sundhedsmyndighederne og politikere stillede op til utallige pressemøder- lukkede samfundet ned- lukkede delvis op på ny- lukkede ned igen- vi fik restriktioner- anbefalinger, påbud med videre. Sproget blev tilført nye gloser.

Men menneskelig set ved vi ikke, hvad vi skal stille op. Vi ved ikke, hvad vi skal sige. Og måske - for en gangs skyld- har vi ikke noget, vi kan sige, for uanset hvad, så falder ordene ynkeligt til jorden.

Når livet arter sig sådan, så har vi ikke andet at gøre, end det som mennesker før os har gjort, når meningen blev revet fra dem: at lytte til evangeliet- dér skal vi prøve på, at lytte efter, om der er en lille flig, vi kan gribe fat i, for vi ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Sådan er det nemlig med troen og håbet- troen og håbet kommer TIL OS- vederfares os.

Tjekkiets nu afgåede og døde, men kloge digterpræsident, Vaclav Havel, har sagt sådan om håbet: ”… håb er ikke bare optimisme eller en overbevisning om at noget vil gå godt, men en vished om at noget giver mening uden hensyn til, hvordan det går, så det håb henter vi- så at sige- ” andetsteds” fra…….”

Havel bruger ikke ordet Gud, men det er vel det, han mener. Han kunne også have sagt, at julebuddet er til dem, der bor i mørke og dødens skygge – eller, at ” jul gør lyksaligt nytår”. Det håb, at ”jul gør lyksaligt nytår”, har vi ikke af os selv. Vi har ikke selv erfaret det- vores erfaringer netop ved dette nytår siger det modsatte, et ulykkeligt nytår.

Men evangeliet til nytårsdag insisterer på, at julebuddet ikke var er eventyr eller en påståelig drøm om fred og ingen fare, men om fred TRODS nød og fare.

Når Lukas fortæller, at Jesus, da han var otte dage gammel, blev omskåret og navngivet på samme måde som andre jødiske drengebørn, så understreger han dermed, at Jesus bliver en del af den samme historie, den samme folkelige sammenhæng, som alle mennesker er en del af. Han blev én af os- som den, der frelser.

Således hører vi, at Jesu historie er ethvert døbt menneskes historie, for Gud har i ham gjort sin frelse til virkelighed for alle mennesker

Det er ikke en antikveret anskuelse til at forsøde julen med, men alfa og omega, i dag og alle dage: at Gud, som blev menneske, fik navnet Jesus, som betyder GUD FRELSER.

På trods af alle odds beder vi derfor:

” Fader Gud! os til glæde og gavn  

   Nytåret henskride i Jesu navn!...”

GODT NYTÅR!

Bente Møller Rasmussen

Sognepræst

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------  

Torsdag den 7. maj 2020

ERFARING ER EN BILLET TIL ET TOG, DER ER KØRT.

Sådan udtrykte den forhenværende rektor for Københavns Universitet, professor dr. Med. Mogens Fog sig på Tv umiddelbart før sin afgang som rektor. Selv var jeg gymnasielev på det tidspunkt, men ordene: Erfaring er en billet til et tog, der er kørt- prentede sig i mit sind. Mogens Fog var selv modstandsmand under krigen, taget til fange af Gestapo, siddende i Shell huset fra 1944-45. Shell huset, som blev bombet og hvorfra Mogens Fog på mirakuløs vis undslap med livet i behold. Som rektor oplevede han en ny besættelse, det var ungdomsoprørets tid- hans rektor kontor blev besat. Også den situation, tacklede han klogt og fornemt.

Så ordene, han valgte, lød til DR journalist Flemming Madsen – dengang havde vi kun en kanal- - mottoet over mit liv må være: ERFARING ER EN BILLET TIL ET TOG, DER ER KØRT. Aldrig havde han ladet sig kue af besættelsesårene, selvom også han må have følt angsten for det mørke og det uvisse, som vi alle tænker på i disse dage, hvor vi fejrer 75 året for Danmarks befrielse. Mon ikke styrken blev hentet fra, at Mogens Fog vidste, hvad fundamentet for hans liv var og netop aldrig tyede til moraliseren over andres liv. Måtte vi andre kunne finde glæde, trøst og håb i netop det, at finde vores fundament hver især. Det, der rækker ud over os selv, men bærer og styrker i en svær tid.

Og kan vi høre det og tør vi tro det, så ligger det lige for- vi har DÅBENS fundament. I dåben hører vi: ” Lad de små børn komme til mig”. Nogle vil måske finde disse ord sødladne og sentimentale, men så vil jeg- som så ofte før- henvise til en salme: en af Grundtvigs dåbssalmer: Kommer hid kun med de små (salmen står i Den Danske Salmebog, nr.169). Kommer hid kun med de små-men i første vers læser vi, at det er OS, de voksne, der kommer med børnene til DÅB. De er små og uskyldige og netop i den egenskab trænger de til beskyttelse og kærlighed, derfor gælder det: ” just til dem, er himmerig, deres sjæl er i Guds hånd”.

Salmen tredeje vers taler om dåben, den kristne dåb, der binder os til Vorherre Jesus Kristus” Bærer de små til ham, som bort tog vor synd og skam”- dette vers udtrykker allertydeligst, at dåben ikke blot er en lejlighed til at holde fest for et lille barns fødsel- men er begyndelsen til et liv, som svagt og afhængigt menneske, hvis lykke det er, at kærlighed og tilgivelse igen og igen kommer til det menneske- til os alle. Den kommer fra den Gud, som blev vor far i dåben og fra den Jesus Kristus, hvis kors tegnes for ansigt og bryst ved dåben som beskyttelse og velsignelse, men først og fremmest som tegn på, at hos ham hører vi hjemme.

Salmen munder ud i bønnen om Guds hjælp til de små og hans liv sammen med dem. I dåben bindes der et bånd, der sluttes en pagt. Den store Gud og de små mennesker rækker hånden mod hinanden, og Guds hånd virker både skjult og synligt som den, der gemmer os godt, og som fører os og giver os håbet om et evigt liv hos ham.

Så derfor: ERFARING ER EN BILLET TIL ET TOG, DER ER KØRT- men: der kommer altid et tog til.

Sognepræst Bente Møller Rasmussen

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Torsdag den 23. april 2020

Mens vi venter.

Mens vi venter på, at der så småt åbnes for samfundet igen, kan man jo lige så godt få det bedste ud af ventetiden. Bevares: det tætte samvær kan slide på relationerne, men det er jo også på mange måder en gave at kunne være sammen i lange perioder, og måske få tid til at læse, eller genlæse noget, som kan virke sært berigende midt i alt det usikre.
Jeg fik forleden genopfrisket Martha Christensens vidunderlige roman ”Dansen med Regitze”, der handler om den sidste sommer, Regitze og manden ville få sammen, fordi hun led af en uhelbredelig cancer. Men hun insisterede på at holde en sensommerfest, fordi døden ikke skulle få overtaget allerede nu. Manden var ikke enig og gennemspillede i erindringen så mange andre tilfælde, hvor han i årenes løb var blevet dybt forurettet og sur på den dumme kælling, der altid ville have sin vilje.
”I øjeblikke som dette, havde han glemt, hvordan det begyndte. Hvordan det, da han så hende første gang, var, som havde han kendt hende altid, og som om han samtidigt stod på grænsen til en helt ny og uopdaget verden; opfyldt af et uomgængeligt krav om at udforske og elske den verden, som var hendes. Nu havde de levet længe nok sammen til at han var stødt på hendes selvrådighed; hendes påståelighed og hendes umulighed. Tre ting, som det var svært for ham at leve med - og komplet umuligt at leve foruden.”
Martha Christensen lader sin roman udspille sig i sensommeren. På det tidspunkt, hvor vi er midt imellem udfoldelse og fuldbyrdelse. En af de helt sjældne stille og varme sommeraftner, hvor det er som om alting tøver og holder vejret for en stund. Tunge, dybrøde roser, som dårligt kan bære hovederne oppe. Den som ser det og sanser det, er klar over, at han er på vej til at blive alene. Det varer ikke længe, før roserne ikke mere kan holde deres hoveder oppe. Der er en grund til, at naturen så at sige tøver og holder vejret for en stund. Også et menneske kan kort blomstre op, før det skal dø.
Det er så følt og sanset, når man læser det i Martha Christensens bog, at man kan få en klump i halsen af det, for man kender det jo - denne melankolske stemning; denne forudanelse om, at noget er ved at være forbi - og hvad venter der så på den anden side: For dén, der skal dø - og for dén, der skal leve videre? Er der andet end mørke; opgivelse; meningsløshed? Som for Adam og Eva - aftenen efter syndefaldet? Hvor er den gode, kærlige Gud, der har alt i sin hånd, når han lader sådan noget ske? Når han al¬ligevel overlader os til mørket, til ensomheden og tomheden?
Det er der ikke noget svar på - heller ikke i kristendommen! Vel hævder den, at verden er skabt af Gud og at du derfor kan finde hans fingeraftryk i den; men det er netop kun aftryk - det er aldrig ham selv! Og han kan lige såvel vise sig forfærdende, gruopvækkende og tyrannisk - som mild og blid og kærlig. Det er ikke til at afgøre! Ingen kan sige dig, om din ulykke og din sorg er et udtryk for Guds vrede og straf - lige så lidt som nogen kan fortælle, om dine øjeblikke af ør glæde er et udtryk for, at han ser i nåde til dig. Kun ét sted kan du være sikker på at se hans ansigt utilsløret - og det er i den fortælling, der gang på gang lyder i kirkerne – eller når nogen vover at fortælle historien om en mand, der blev født i usle kår, levede sit liv og døde under håbløse vilkår. Men det er som om fortællingen ikke ender dér. Som om den er fortsat lige siden og nu er nået til os – de endnu levende - med sit: der ender ikke med et hul i jorden! Der er mere at sige og mere at vente! Vi må bare lade Gud om at fylde det med indhold. ”Kødets opstandelse og det evige liv” kalder vi det med ord, der er så store, at forstanden må stå stille, mens en dyb tone – som fra et andet sted – slås an.

Sognepræst Peter Brøndum

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Søndag den 19. april 2020

AT FINDE UD AF, AT MAN FINDES I VERDEN.

Sådan udtalte, den nu afdøde digter, Poul Borum sig på TV, et par dage inden sin død. Vise ord. Selv tydelig svækket af sin sygdom, gik han rundt blandt alle bogreolerne i sin lejlighed. Da faldt ordene: ” Det gælder om, at finde ud af, at man findes i verden og verden findes i én”.

Ja, det er smerteligt, når man opsluges af tvivl på livets værdi, når man netop føler sig udelukket fra verden. Som mange sikkert gør i øjeblikket. Men det er forår- alt spirer og grønnes derude. Og da kan det- som altid –være berigende og opmuntrende at ty til salmebogen. Grundtvig har skrevet en påskesalme med titlen: Påskeblomst! hvad vil du her? Her findes naturlyrik, som han mestrer forbilledlig. Grundtvig beskriver påskeliljen, den spinkle, men stædige forårsbebuder. Samtidig er salmen en poetisk og billedrig opstandelsessalme.

Oprindelig hørte salmens tekst hjemme i et digt fra 1817, hvor Grundtvigs trange kår som præst og digter blev skildret. Han ser i digtet sig selv, som en ”bondeblomst”, en ugleset og lidet agtet blomst, der savner anerkendelse og tillid, men som løftes og holdes oppe af livsvilje og håb.

I sig selv er blomsten intet, men som et tegn, der tolkes i tro og håb rummer den svarene på alle de ængstelige spørgsmål, som påsken fører med sig:” Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går?.........Svaret på spørgsmålene er blomsten selv, der springer ud af sit gule svøb: ” springer klart af gule lagen, livet frem med påskedagen”.

Men tvivlen hører med til påskens budskab om Jesu opstandelse, og den overvindes ikke med ét slag. I sindet sidder dybt og nagende angsten for den isnende, glemselsfulde død. Angsten for døden og tvivlen på de dødes opstandelse overvinder først det mod, som påskeliljen indgyder.” Påskeblomst, en dråbe stærk, drak jeg af dit gule bæger………”. Og som ved nadveren henter digteren nyt håb af blomstens ukuelighed og forårskraft: ” vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde”.

Så bliver påskeliljen til en opstandelsesprædiken, forårsblomsten, et stykke gyldent solskin, der forkynder, at livet sejrer over døden. Alt det brudte i salmen, dens mange spørgsmål og tvivlen, der kæmper med troen, toner ud i opstandelseshåbet det spinkle og stærke, der ukueligt vender tilbage, og forkyndes igen og igen til os alle. Derfor kan vi fortrøstningsfuldt vide, at vi findes i verden og verden findes i os. Fortsat glædelig påske!

Sognepræst Bente Møller Rasmussen

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Torsdag den 16. april 2020

Forleden talte jeg med 24 unge mennesker, der bliver studenter her til sommer. De går i klasse sammen og modtager lige nu kun virtuel undervisning.

Fra i næste uge må de igen komme i skole. Men ikke som de plejer:  Den fysiske tilstedeværelse på skolen er begrænset til nogle udvalgte timer, skiftevis med andre klasser. De skal fordeles i tre klasselokaler, og i skolegården skal de holde sig til én bestemt zone, der holder dem adskilt fra andre klasser. De skal holde to meters afstand til alle og vaske hænder efter hvert undervisningsmodul. De ved allerede nu, hvad de skal til eksamen i – og det er næsten ingenting.

Der bliver ingen stor dimissionsfestlighed, ingen euroforisk studenterkørsel gennem byen, ingen baden i springvandet ved Rådhuset og, som en af dem sagde: værst af alt: ingen lind strøm af studenterfester, der varer ved hele sommeren. Ingen ungdommelig flirten i krogene, og ingen … ja, nu skal jeg nok stoppe. Pointen er klar. Pludselig er deres ungdomsliv blevet til en negation.

Deres liv defineres af alt det, som ikke er. Og det gælder ikke bare for de kommende studenter. Sådan er unge menneskers liv i det hele taget: Det er ikke at mødes med sine kammerater, ikke at dyrke sport i et fællesskab, ikke at gå til fester, ikke at gå i skole, ikke at se sin kæreste, ikke at være sådan rigtig glad. Dertil er der alt for meget, de savner. Og alt for meget, de frygter. Ganske som vi andre – forskellen er bare, at vi har haft vores.

De frygter ’hvad nu hvis’? De frygter, hvor længe det skal vare. De frygter, hvordan livet bliver ’efter’.

Der er heller ingen svar. Men der er et ord. Et ord, som er kort og stærkt og til at leve på: Frygt ikke, tro kun!  Det er fra Markusevangeliet 5,36. Det er hele påskens budskab så komprimeret, at det kan være i et påskeæg.

Frygten overmandede næsten Jesus på korset langfredag, og gjorde ham svag. Men troen fejer frygten bort med opstandelsen påskedag, og gør ham stærk. ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger han til os. Så: Frygt ikke, tro kun. Sig det for dig selv og sig det højt ud i rummet og mærk at frygten svinder mens troen vokser. Alt hvad frygten tager fra os, giver troen os igen. Frygt ikke, tro kun!

Sognepræst Lisbeth Rasmussen

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Skærtorsdag 2020

TIL IHUKOMMELSE

Kirken har ingen ydre magt, og det bør den efter Luthers forståelse heller ikke have. Derfor bakker vi ansatte – her ved Markuskirken- helhjertet op om den linje, som regering og sundhedsmyndigheder har lagt for os, i bestræbelsen på at bekæmpe Corona- virussen. Det betyder, at vore kirker i hele landet er lukket i Påsken. Men vi glæder os usigeligt til at måtte åbne op på ny.

Til ihukommelse- det er Skærtorsdag i dag- evangeliet er nadverens indstiftelse, som har sin forudsætning i det påskemåltid og det måltidsfællesskab, som for jøderne var af afgørende betydning. Man spiste ikke sammen med fremmede eller personer der var urene. For det fælles måltid var helligt, det bandt mennesker sammen på en meget inderlig måde, det oprettede en pagt mellem deltagerne. En opfattelse også vi kender til, når venner og familie synligt og mærkbart bekræfter samhørigheden rundt om bordet. Det, vi alle i disse tider, er afskåret fra.

Men: netop denne forståelse af måltidet giver Vorherre et nyt indhold. De ord Jesus tolker brød og vin med, giver måltidet en helt særlig, ja, en helt ny betydning. Den gamle påskefest glider i baggrunden og en ny bliver til, fordi Jesus selv binder sig til brød og vin. Han er selv brødet og vinen spist og drukket til hans ihukommelse. Hans venskab, hans kærlighed, hans tilgivelse bliver til ét med brødet og vinen, som det skete dén aften, da han blev forrådt. Han rakte sin tilgivelse til dem, der forrådte og svigtede ham og tilgav således det utilgivelige. Som vi kan læse og synge det i salme:” Stat op, min sjæl, i morgengry!”. I den salme har Laubs melodi og Wexels tekst i sjælden grad fundet hinanden. Vi læser: ” Lad søvn og sorg og frygt nu fly” – og videre ”afvæbnet nu og ødelagt/ for evig er al helveds magt” – og det bryder så ud i:” Stands, dybe hjertesuk i løn!” – menneskets selvskabte og medbragte jammer, jovist – men budskabet, mødet med den levende frelser, er vendepunktet, der bringer os videre fra fortvivlelsen: ” Kom, hjerte, med hvad dødt du har/ hvad du med sorg til graven bar/ gak med det alt til ham, som døde/ men levende dig nu vil møde!”- med andre ord: den tunge, tunge fortid- fortvivlelsen, angsten, sorgen og savnet – bliver nu kun fortid.

Den, der mistede alt, får på ny livet skænket, livet lagt i hænderne på ny- og står nu – sammen med alle vi andre- på tærsklen til fremtiden med HÅB og TRO.

” Syng, menighed, syng frydesang ………gak syngende din ven i møde” – her løfter salmens tekst  os fra ensomhedens død til fællesskabets liv.

Det bliver vi mindet om, når indstiftelsesordene lyder og vi modtager brødet og vinen til ” hans ihukommelse”- som ikke blot betyder til minde om det, som skete engang, men som også betyder, at Vorherre husker på os nu, når vi modtager brødet og vinen, hans ord rakt til hver enkelt- også derhjemme i stuerne, hvor man sagtens kan holde hjemmealtergang, når indstiftelsesordene har lydt (P1 sender Højmesse hver søn- og helligdag kl. 10.00) -sådan at vi forhåbentlig på søndag, rundt omkring i hjemmene- kan istemme: O salig påskemorgenstund/ med guld i mund- ihukommende, at guld her betyder glæde- ihukommende at brød og vin ikke kun er til opretholdelse af livet- men nadverens brød og vin ER livets lykke og velsignelse. Blot til ihukommelse.

Sognepræst Bente Møller Rasmussen

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Torsdag den 2. april 2020

I gamle dage var den stille uge et begreb, der dækkede over dagene fra Palmesøndag til Skærtorsdag, hvor man forberedte sig til påsken ved at gå ned i tempo. Når man i denne tid er ude på de daglige lufteture med hunden eller for at handle, skulle man næsten tro, at den stille uge var blevet udstrakt til en hel måned. Der er så stille og mennesketomt overalt. Næsten som var man ”Palle alene i verden”!

Men det er ikke påsken, vi kollektivt venter på og forbereder os til på denne måde. Det er, at epidemien skal overståes, så alt det hektiske kan vende tilbage og blive som før. Men gad vist, om alt bliver helt som før? Der vil være nogle smertelige huller i rækkerne og nogle erfaringer af ængstelse, frygt og irritation, der ikke sådan lader sig glemme. Men måske vil den også efterlade en flygtig fornemmelse af, at vi momentant kunne leve i forventningen til det, der kom? At vi kunne varme os ved at være med i et meget stort fællesskab, der kunne bære igennem, da det gjaldt. Og så er vi faktisk ikke så langt fra dét, de gamle oplevede ved at forberede sig til påsken i den stille uge! Det hele kan se sort og truende ud, men tror man på, at der også altid er andet og mere at sige, så kan mørket ikke tage magten. Det er faktisk det, påsken handler om.

Sognepræst  Peter Brøndum

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Søndag den 29. marts 2020 – Mariæ bebudelses dag

PÅ SOLEN OG PÅ DØDEN KAN MAN IKKE STIRRE UFRAVENDT.

Sådan udtalte den færøske digter sig på TV i forbindelse med en portrætudsendelse om ham. Anledningen var, at han fyldte 80 år. På solen og på døden kan man ikke stirre ufravendt- det citat ønskede Heinesen at stille som overskrift over hele sit 80 årige liv.

Kloge og vise ord, for det er vel sådan, vi alle fornemmer det for tiden. Vi kender alle til glæden ved lyset og frygten for mørket. Vi kender forskel på lysets gerninger og mørkets gerninger. Lys og mørke er et overordentligt stærkt billede- et symbol, som rører ved alle sider af livet og når ind i alle sindets afkroge.

Den svenske digter Tomas Tranströmer har således skrevet et forunderligt digt: Madrigal. Jeg citerer:

” Jeg arvede en mørk skov hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag hvor de døde og levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb. De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed. Jeg arvede en mørk skov men en dag går jeg ind i en anden skov, den lyse. Alt det levende der slynger vifter og kryber! Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemselens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tørresnoren.

I dag er det ”MARIÆ BEBUDELSESDAG”- den dag, hvor englen Gabriel meddelte Maria, at hun skulle føde Guds Søn. Hendes ja betød- dengang som nu- at troen kom til hende som den kommer til os- fordi, som vi alle er fortrolige med, om knap ni måneder vil istemme: ” I Ham brød lyset frem/ midt i den mørke vinter/om nat ved Betlehem” - Det betyder, at vi kan lægge den mørke skov bag os og gå ind i den lyse, livgivende skov.

Det på trods af, at vi godt véd, at der en mørk skov tæt på os lige nu- en skov, hvor lyset ikke kan trænge igennem. Den skov, den mørke skov, hindrer glæde, tillid, livslyst.  Den er lidelse og død. Angst og mørke. Men: skoven vil en dag sætte sig i bevægelse. Er den mørke skov Langfredagsskoven er den lyse skov Påskemorgenskoven, som betyder: ” VI ER IKKE UDEN HÅB” Det ER forår, som der senere står i digtet. Det kan ikke være andet end den store uopklarede kærlighed, som kalder forvandlingen frem, bevirker håbet, som gør, at vi ikke er overladt til den mørke, dystre skov men netop mærker bevægelsen, hvor vi går ind i den lyse, livgivende skov- den store uopklarede kærlighed, som vi giver og modtager fra andre mennesker og fra Ham, der elskede os først. Derfor kan vi med Benny Andersen ihukomme:

Tag da kun min sidste spinkle mønt.

Livets sol er min den sidste del af livet,

For som solfanger er jeg nu begyndt

At forstå, at ALT og INTET er os givet.

Og en gang går solen sin runde uden mig,

Men når forårssolen skinner

lever jeg.

Sognepræst Bente Møller Rasmussen

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

 

Til torsdag d. 26.3.20

Vi plejer at vågne op hver morgen til en dag, der til forveksling ligner den dag, der var i går. Vi plejer også at vide os ret sikre på, at dagen i morgen vil minde ret meget om dagen i dag. Det er det, vi kalder hverdagen. Vi elsker at beklage os over hverdagens trummerum, men vi har også med Dan Turèll lært at sige – og mene: ”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. For hverdagen er indbegrebet af tryghed.

En gang imellem sker det, at hverdagen bliver slået i stykker for nogle af os; vi rammes af en livsforandrende begivenhed, som kan føre til stor glæde eller stor sorg. Eller noget helt tredje. Lige nu er vi alle ramt. Jeg ved ikke, om man kan kalde en global epidemi for en begivenhed. Men i hvert fald forandrer den ikke bare mit liv og/eller dit liv, men vores liv – det liv, vi lever i hinandens fællesskab.

Alt hvad der før var samkvem og samvær, nærvær og nærhed er nu blevet til smittekilder. Alt hvad der før gjorde godt og skabte tryghed, risikerer nu at gøre ondt. Og skabe utryghed.

Men noget består: Helligåndens fællesskab. ’Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle’. Sådan lyder den apostolske velsignelse, som vi lever i og med – og af – uanset, hvor meget hverdagen smuldrer. I Helligåndens fællesskab er vi fortsat forbundet, ikke bare med hinanden i hverdagslivet men også med Gud og det evige liv. Godt at huske på i denne tid, at holde fast i og være tryg i.

Sognepræst Lisbeth Rasmussen

 

Skt. Markus Kirke er lukket i denne tid, men vi – kirkens personale er her stadig. Præsterne vil fremover på skift give lyd fra sig hver torsdag og søndag, enten på skrift eller i små videoklip, som lægges op på kirkens facebook- og hjemmeside.

Præsterne kan desuden fortsat kontaktes via mail eller telefon.

Vi gennemfører kirkelige handlinger (dåb, vielser og bisættelser/begravelser) i det omfang, det ønskes og er nødvendigt, og inden for rammerne af de nuværende regler.

Kirkens kordegn kan kontaktes via mail. Se mailadresser og telefonnumre på andet opslag.